foderdyr

 pasning af foderdyr
Almindelige og minimelorme
opbevares bedst i køleskab. For at undgå at de mister deres næringsværdi med tiden, fodres de med Hvedeklid, friske stykker af æble og lign., hønsefoder eller tørfoder til fårekyllinger, kakerlakker og kæmpe melorm.

Kæmpe melorm
 (Zophobas moori) opbevares bedst ved stuetemperatur. Når mange orm opbevares sammen, vil de ikke forpuppe sig og blive til biller. De fodres bedst med hvedeklid eller tørfoder til fårekyllinger, kakerlakker og kæmpe melorm.
Kakerlakker
 
Navnlig dødningehovedkakerlakker er nemme at holde liv i. De er gode at fodre med, og har et højere indhold af kalk imod fårekyllinger og græshopper. Kakerlakker fodres med tørfoder til fårekyllinger, kakerlakker og kæmpe melorm, og holdes ligesom fårekyllinger i en boks med lidt avis eller en æggebakke. Hvis man gerne vil undgå at kakerlakkerne slipper løs i terrariet, kan man mase deres hoved med en pincet eller tang. Kakerlakken dør, men har så mange nerver i sig at den suser rundt længe inden den ”dør”.
 
 
Regnorme
Opbevares bedst i køleskab, i den bøtte de leveres i. Regnorme skal opbevares mørkt, for at sænke deres aktivitetsniveau. Holdes regnorme på køl i mørke, kan de holde sig i månedsvis.
 
 
Voks møllarver
Opbevares bedst i køleskab i de spåner de leveres i. Tages de ud og får varme, vil de dø. Fodres de, bliver de til møl. Voks møllarver er rige på fedt, lette at opbevare og kan holde sig meget længe.
 

 
Rosenbillelarver
Opbevares bedst ved stuetemperatur. De placeres i en boks med et tykt lag fugtig (ikke vådt) spagnum. De behøver kun lidt gammelt frugt som foder. Ved rosenbillelarver skal man være opmærksom på at de ikke forpupper sig – det ses let ved at de laver en kugle af jord eller spagnum hvor de ligger i.
 
  
Bananfluer
Er klar parat til start. Ved modtagelsen kan man hurtigt se, hvor langt at kulturen er henne. Enten er der larver eller pupper i, og de klækker i løbet af 4-5 dage. Bruger man alle fluerne på én gang, er det bare at gå i gang, bruges de over flere dage, skal de fodres. Bland lidt havregryn og lidt gær til en lind grød, så får man et glimrende foder til bananfluer.
 
  
Spyfluer
Er et godt og livligt foder til alle øgler og visse padder. De leveres som pupper, som let kan opbevares i køleskab. Stilles pupperne ved stuetemperatur vil de klække i løbet af 7-8 dage. Når fluerne er klækket, kan de opbevares i køleskab, indtil de skal bruges. Krøllet avis er godt at bruge for at fluerne har noget at sidde på.
 
  
Græshopper
Er et glimrende foderdyr, men er noget mere besværlige at holde liv i. De skal opbevares i en boks, hvor der skal være en lille 40 watts spotpære. Græshopperne vil sætte sig, hvor temperaturen er optimal i boksen (ca. 37 grader). De kan sidde i krøllet avispapir eller æggebakker. Som foder skal de have frisk græs hver dag, og udenfor sæsonen kan man bruge spiret hvede.
 
 
  
Fårekyllinger
Er taknemmelige og næringsrige foderdyr. De opbevares ved stuetemperatur og trives, hvis de har lidt krøllet avis og/eller en gammel æggebakke at skjule sig i. De skal fodres og have foder til rådighed hele tiden. Tørfoder til fårekyllinger, kakerlakker og kæmpe melorm er det bedste at give dem. Det er vigtigt, at man altid holder fårekyllingernes boks 100% tør, en høj luftfugtighed eller våde omgivelser, slår dem meget effektivt ihjel.